Parodontal undersøgelse

Klinisk undersøgelse

Kun den kliniske undersøgelse i tandlægepraksis gør det muligt at vurdere tandkødets tilstand korrekt.

En selvvurdering af tandkødet, for eksempel derhjemme foran spejlet, er ikke tilstrækkelig til en korrekt vurdering, da det er umuligt selv at afgøre, om tandens fæsteapparat allerede er blevet beskadiget af betændelse i tandkødet. Tandkødslommer kan man heller ikke selv opdage.

Kun en grundig klinisk undersøgelse i tandlægepraksis med en såkaldt parodontal sonde kan afklare, om tandkødet er sundt, om der foreligger en tandkødsbetændelse (gingivitis), eller om der er tale om en sygdom i tændernes fæsteapparat (parodontitis).

Parodontal screening

Ved en første kontrol kan tandlægen eller tandplejeren udføre en såkaldt parodontal screening, som kun tager få minutter.

Den parodontale screening udføres for hurtigt at fastslå, om der er problemer med tandkødet. Det er en enkel måde at konstatere gingivitis eller opdage parodontitis på.

Med en parodontal sonde måles indtrængningsdybden ved tandkødsranden skånsomt og præcist.

Efter denne korte undersøgelse foretages yderligere undersøgelser kun, hvis der er tegn på skader på de strukturer, der fæstner tænderne i kæbeknoglen. Disse yderligere undersøgelser omfatter den såkaldte parodontalstatus og supplerende røntgenbilleder.

Parodontalstatus

Den præcise kliniske sondering med den parodontale sonde, hvor tandkødslommerne og kæbeknoglens højde måles med millimeters nøjagtighed, er uundværlig for diagnosen parodontitis.

Ved den kliniske undersøgelse med den parodontale sonde måles sondens indtrængningsdybde i tandkødslommen på op til seks steder pr. tand med millimeters nøjagtighed. Konkret måles afstanden mellem tandkødsranden og bunden af lommen. Dette kaldes pochedybden (sonderingsdybden). På sunde steder er pochedybden højst 3 mm. På steder, hvor parodontitis allerede har ført til nedbrydning af tandens fæste, kan pochedybden være 4 mm eller mere.

Derudover registreres kæbeknoglens højde (fæsteniveau) præcist i en såkaldt parodontalstatus. En parodontalstatus er uundværlig for diagnose og behandlingsplanlægning. Parodontalstatus kan registreres online i enhver tandlægepraksis og genbruges: www.periodontalchart-online.com.

Røntgenfund

Målingerne med den parodontale sonde kan afsløre steder i tandsættet med større pochedybder, som kræver en supplerende vurdering med et røntgenbillede.

Diagnosen parodontitis kan først bekræftes endeligt med de nødvendige røntgenbilleder. Valget af de røntgenbilleder, der er nødvendige for at stille diagnosen parodontitis, kan først foretages efter den kliniske undersøgelse. Derved kan en unødvendig strålebelastning undgås.

I det enkleste tilfælde består et røntgenfund af 2 optagelser (bitewing-optagelser), og i det mest omfattende tilfælde af en såkaldt røntgenstatus med op til 14 yderligere røntgenoptagelser eller et panoramarøntgenbillede. Røntgenoptagelserne skal vise kæbeknoglen omkring tanden og gøre det muligt at vurdere, hvor alvorligt knogletabet er.

På ethvert røntgenbillede, der tages i tandlægepraksis, skal tandsættet undersøges for både caries og parodontitis.

Mikrobiologisk test

I dag giver mikrobiologiske metoder os adgang til oplysninger, som ikke kunne opnås med konventionelle testmetoder.

Med moderne mikrobiologiske test undersøges plakkens sammensætning for følgende skadelige bakteriearter:

• Prevotella intermedia
• Porphyromonas gingivalis
• Agregatibacter actinomycetemcomitans
• Treponema denticola

Omkostningerne ved denne supplerende diagnostik er berettigede, hvis de opnåede oplysninger fører til en bedre behandling, eller hvis unødvendig behandling kan undgås.

Klassifikation af parodontale sygdomme

Diagnosen gingivitis og parodontitis bygger på den internationalt anerkendte klassifikation af parodontale sygdomme.

I 1999 blev den første internationale workshop om klassifikation af parodontale sygdomme afholdt i USA. Den vigtigste nyskabelse i forhold til den europæiske klassifikation fra 1993 var, at sygdomsformerne ikke længere primært blev defineret ud fra patientens alder på tidspunktet for den første diagnose (f.eks. juvenil og adult parodontitis). De nye former kronisk og aggressiv parodontitis blev indført, ligesom for eksempel parodontitis, der kan være forbundet med systemiske sygdomme.

Den nye klassifikation fra 2018 skelner dog ikke længere mellem kronisk og aggressiv parodontitis. Parodontitis beskrives nu – i lighed med klassifikationen af diabetes – ved hjælp af stadie (staging) og grad (grading).